Learning Museum Genbesøgt
Kernen i projektet var udviklingen af samarbejdet mellem museerne, læreruddannelsen og skolen. Samarbejdet med skolen indgår som det implicitte omdrejningspunkt i de lærerstuderendes aktiviteter og udgør målet med deres læreruddannelse – som kommende lærer i den danske folkeskole, der vil anvende museerne i deres undervisning – og herigennem introducere eleverne til museets virke – som kommende brugere af museet. Derfor er det centrale fokus i projektet samarbejdet mellem museerne og læreruddannelsen med henblik på at udvikle læremidler til brug for lærer i folkeskolen i tilknytning til f.eks. faget historie. Ikke færre end 30 museer fra hele landet fordelt på kunstmuseer, kulturhistoriske museer og naturhistoriske museer deltog i projektet sammen med de 13 læreruddannelser fordelt på 7 danske professionshøjskoler (UCC, Metropol, UCSJ, UCL, VIA UC, UCN, UCS).
Projektet er unikt i sin udformning, da det er første gang, at læreruddannelsen inddrages i samarbejdet mellem museer og skoler i en dansk kontekst. Projektet fik stor opmærksomhed i Danmark og Europa gennem publicering og konferencer.