Molsskolen (Syddjurs)
Konkrete oplevelser med eksempelvis abstrakte matematiske begreber
Alle elever på Molsskolen skal en dag om ugen arbejde en hel dag med en linje, et valgfag, eller udeskole (tænkt sammen med fag). Eleverne i indskolingen arbejder med udeskole en hel dag hver tirsdag. Dagen starter med et oplæg om eksempelvist "at tælle" "tal og mængde" etc. Herefter går elevere i Mols Bjerge og plukker blåbær. Vejer et bær, vejer en spand med bær osv. og får på den måde nogle konkrete oplevelser med abstrakte matematiske begreber. For mellemtrinnet bruges hver onsdag på at cykel rundt i lokalområdet til virksomheder, kirker, eller geografiske spændende steder på Mols. I udskolingen tilbydes valgfag som friluftslinje, idræt, "takt og tone" mm.
Fagdagen sat i skema
Ideen er opstået gennem flere års arbejde med linjefag for udskolingen, valgfag for indskolingen og et mellemtrin der gennem flere år har cyklet meget rundt med eleverne på Mols. For at tænke strukturen sammen for alle årgange på Molsskolen, er fagdagen sat i skema så Molsskolen kan parallellægge alle klasser på skolen (fra dette skoleår). Det har været et ønske for elever, lærere og bestyrelse at skabe en hverdag for eleverne uden så mange lærereskift i løbet af en skoledag. Få lærere og pædagoger følger på Molsskolen eleverne gennem specielt fagdagen, men iøvrigt også de andre skoledage.
Den understøttende undervisning
Den understøttende undervisning bruges i meget tæt samarbejde med de lærere der har det fag faglige ansvar for fagene. Lærere og pædagoger er sammen om planlægning og gennemførsel af fagdagene. Det er nyt at bruge en hel dag hver uge hele året rundt på at tænke fagfaglige fag sammen med den understøttende tid og bevægelse. Der skal indgå elementer af bevægelse, faglighed og understøttende tid for alle elever i disse dage. At cykle og bevæge sig rundt i lokalområdet hver uge giver en anden geografisk rækkevidde til lokale virksomheder, foreninger etc. i lokalområdet.
At tænke "Åben skole" ind på nye måder
Det bliver også muligt at tænke "Åben skole" ind på nye måder i de forskellige fag. Det viser sig at det at arbejde med at inkludere elever når undervisningen en dag om ugen flyttes fra vante omgivelser til nye omgivelser giver nye muligheder for at inkludere eleverne på skolen. Det at arbejde med elevernes motivation for at gå i skole en dag om ugen på en ny måde, har en stor overførselsværdi for mange elever på Molsskolen. Eleverne på alle årgange er endvidere på hold med elever der enten er en klasse over dem selv, eller en klasse yngre. Således er alle årgange "dobbelte". Sådan at 0.-2. årgang arbejder sammen, 3.-4. årgang sammen, 5.-6. årgang sammen og 7.-9. årgang sammen.
Elevernes læring, trivsel og dannelse, og effekten af forløbet
Det har afgjort en betydning i forhold til at skabe en mere varieret skoledag for eleverne. Det har også betydning i forhold til at give bevægelse en naturlig del af skoledagen. Det at cykle ud til en lejrplads, besøge en kirke osv. giver mening på en anden måde end at løbe 20 gange rundt om skolen. Effekterne er registreret gennem systematiske videooptagelser og spørgeskemaundersøgelser. Endvidere er personale og elever inddraget i udarbejdelsen af den nye struktur for Molsskolen i dette skoleår 2016/2017
Vejledning til andre
Det er helt afgørende at andre skoler kommer på besøg på skolen for at se og opleve denne struktur. Det er ikke muligt at skrive 2, 3 eller 10 ting som andre skoler skal huske for at gøre tilsvarende. Der er virkelig tænkt i detaljer fra pædagogik, struktur til medinddragelse og politisk forankring for at det har kunne lykkes. Molsskolen stiller gerne op og forklarer yderligere - og vil også meget gerne lave video eller yderligere skriftlig information hvis dette ønskes.
Se mere i denne video:
Skolens hjemmeside; http://www.molsskolen.dk/