Inspiration til it-didaktisk og innovativ undervisning
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har udarbejdet et inspirationskatalog, som præsenterer erfaringer fra demonstrationsskoleforsøg. Demonstrationsskoleforsøgene blev igangsat i 2013 af den daværende regering og KL og er den hidtil største forskningsaktivitet om it-baseret læring. Demonstrationsskoleforsøgene er i værksat som led i den fællesoffentlige indsats for it i folkeskolen, som udføres i samarbejde med Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Digitaliseringsstyrelsen og KL. Formålet var at skabe ny og praksisorienteret viden om, hvordan it både kan understøtte elevernes læring og samtidig kan frigøre mere tid til undervisningen. Der blev formuleret i alt fem forskellige projekter, der med forskellige indsatser skulle støtte 28 skoler i at styrke og kvalificere den it-didaktiske undervisningspraksis.
I kataloget kan du læse om de forskningsresultater, der er kommet ud af forsøgene. Samtidig kan du læse om, hvordan 10 af demonstrationsskolerne konkret har arbejdet i forbindelse med projektet, og hvordan det har været med til at udvikle praksis på skolerne.