Vinder: Sct. Nicolai Skole, Køge Kommune
De har reel indflydelse på skolens indhold og lærer i praksis, hvad det vil sige at være borgere i et demokratisk samfund med både rettigheder, muligheder og ansvar. Demokratid involverer alle elever i planlægning, gennemførelse og evaluering af otte særlige dage på skolen. Det er en reel træning i demokratiske processer, som også betyder, at eleverne gennem samtale og debat får styrket deres relationskompetencer samt deres evne til at lytte, til at argumentere kvalificeret og til at håndtere konflikter konstruktivt. Sct. Nicolai Skole har lavet en grundig beskrivelse af Demokratid, så det er ligetil for andre skoler at implementere konceptet og på den måde praktisere den demokratiske samtale, de demokratiske processer og det demokratiske fællesskab.