Danmark som digital frontløber
Danmark har allerede et rigtig godt udgangspunkt. Vi har i mange år været blandt de mest digitaliserede samfund i verden. Vi er alle på nettet, bruger sociale medier, netbank og er i kontakt med det offentlige via NemID. Vi er et åbent og internationalt orienteret land, der historisk set har formået at omstille os til ny teknologi og nye globale handelsmuligheder. Og vi er et lille og innovativt land, som har mulighed for at omstille os hurtigt.
Men Danmark og EU er begyndt at tabe terræn i forhold til andre lande omkring os. Om få år kan Danmark og andre europæiske frontløbere være overhalet af asiatiske lande, som allerede har igangsat ambitiøse tiltag for at omstille uddannelser, erhvervsliv og den offentlige sektor til en mere digital fremtid.
Danmark skal op i gear nu og skabe de bedst mulige betingelser, så vi fortsat er med helt i front. Det kræver, at vi udvikler vores kompetencer til digitaliseringens tidsalder igennem omskoling og uddannelse. Det kræver, at vi sikrer gode vilkår og et godt miljø for digital og kreativ innovation, så vi kan udvikle morgendagens løsninger og tiltrække investeringer. Det kræver, at vi får en digitaliseringsparat regulering og lovgivning, så virksomheder ikke møder unødige barrierer for at udvikle nye forretningsmodeller. Og det kræver, at vi har adgang til digitale og innovationsvenlige markeder i EU og globalt.