Toftlund Distriktsskole 2017 (Tønder)
På Toftlund Distriktsskole vil de rigtig gerne udnytte alle de muligheder der ligger i at samarbejde med det lokale erhvervsliv. Udfordringen til at starte med var at finde ud af, hvilke potentialer, der ligger i sådan et samarbejde. For at komme i gang inviterede skolen hele det lokale erhvervsliv til fyraftensmøde, hvor formålet var at se, hvor de havde fælles snitflader. Skolen kaldte samarbejdet ”Partnerskab for Fremtiden”, da et partnerskab mellem skole og erhvervsliv, vil understøtte fremtiden for lokalområdet omkring Toftlund og Agerskov. Det blev til en velbesøgt aften, med rigtig mange gode ideer at arbejde videre på.
Samarbejdsmøde årligt
Fyraftensmødet resulterede i en rigtig god snak, og deltagerne besluttede meget hurtigt at lave dette til en årlig begivenhed, hvor man udveksler erfaringer og ideer.
Skolen er vært for mødet der afholdes hvert år i januar.
Erhvervsdatabase
Elevrødderne fra 4.-9.årgang i hele skoledistriktet har været ude og besøge alle de virksomheder, der ligger i gå-afstand fra skolerne. På virksomhederne spurgte de om, hvordan de kunne se, at de kunne samarbejde med skolen. Dette gjorde de ud fra et spørgeskema, hvor Toftlund Distriktsskole opstilled forskellige muligheder. Spørgeskemaet blev udarbejdet på baggrund af de forslag virksomhederne kom med på fyraftensmødet.
De virksomheder der lå længere væk, blev kontaktet pr. mail.
Alle tilbagemeldingerne blev samlet i et kartotek, hvor det er noteret, hvad de forskellige er interesseret i at byde ind med, og hvem der er kontaktperson på virksomheden.
Kartoteket bliver opdateret hele tiden, og ligger tilgængeligt på skoleintra, så alle medarbejdere let kan se de forskellige muligheder for samarbejde.
Venskabsvirksomhed
En af mulighederne på spørgeskemaet til virksomhederne var at de kunne være venskabsvirksomhed for en årgang. Hvor de følger årgangen op gennem folkeskolen, og besøger hinanden nogle gange i løbet af de forskellige skoleår.
Vi har fået etableret en venskabsvirksomhed til en af vores årgange. Vores nuværende 3.årgang har fået et af de lokale plejehjem som venskabsvirksomhed. Indtil videre har eleverne været på besøg på plejehjemmet og set, hvordan det er at arbejde på plejehjemmet. Eleverne har været over for at læse for beboerne på plejehjemmet og beboerne på plejehjemmet har været inviteret til generalprøve på elevernes skolekomedie. Et samarbejde der er givende for både elever og plejehjemsbeboere.
Toftlund Distriktsskole har flere virksomheder i deres erhvervsdatabase, der er interesserede i at være venskabsvirksomheder, og man arbejder på at udvide samarbejdet.
Jobmesse
På et fyraftensmøde blev der talt om, at det var vigtigt at eleverne bliver bevidste om, hvor mange erhvervsmuligheder, der er i lokalområdet. Dette vil Toftlund Distriktsskole prøve at understøtte ved at arrangere en lokal jobmesse, hvor det lokale erhvervsliv stiller op, sammen med ungdomsuddannelserne i Tønder kommune. En messe, hvor elever fra 6.-9.årgang i hele distriktet deltager.
Dette kombinerer Toftlund Distriktsskole med at alle elever, sammen med deres kontaktperson, udarbejder uddannelsesplaner.
Erhvervslinje
En sidste ting der blev snakket om til fyraftensmødet var praktik. Der er mange erhvervsvirksomheder, der gerne vil have elever ud i praktik. Dette er godt både for virksomheden og for eleven. Virksomheden ser mulige lærlinge og eleven får mulighed for at få succes på andre områder end det boglige. Mange virksomheder har i spørgeskemaet givet udtryk for at de gerne ville have praktikanter én dag om ugen i en periode, så eleverne kan følge et projekt fra start til slut.
På baggrund af dette har skolen etableret en erhvervslinje, som eleverne på 8.-9.årgang kan vælge. På erhvervslinjen er der i perioder én ugentlig dag i praktik og i andre perioder undervises de på EUC i Tønder, så de bliver klædt på til deres fremtidige uddannelsesvalg. Toftlund Distriktsskole har dags dato 25 elever tilmeldte, der glæder sig til at få en tættere kontakt til erhvervslivet og bedre fornemmelse af, hvad deres fremtid går mod.
Projektet er nyskabende og en stor gevinst for alle samarbejdspartnere
Projektet er nyskabende og er en stor gevinst for alle samarbejdspartnere. Toftlund Distriktsskole har formået at skabe en struktur, der hjælper med at sætte barnets læring og dannelse i centrum, med henblik på at gøre barnet klar til fremtiden. Mange elever vælger gymnasievejen, fordi det er det rigtige for dem. Enkelte elever vælger gymnasievejen, fordi der forventes de vælger gymnasievejen, eller de ikke ved, hvad de ellers skal. Med denne struktur understøtter vi at eleverne bliver klædt på til at lave et kvalificeret valg. Samtidig står vi sammen i lokalområdet, for at sikre eleverne bliver klædt bedst muligt på til fremtiden.
Høster allerede de første frugter af samarbejdet
Startskuddet for projektet lød i januar 2017, og her i maj 2017 er vi stadig i den spæde begyndelse – og man kan allerede høste enkelte af frugterne fra samarbejdet. Toftlund Distriktsskole glæder sig til at høste endnu flere frugter og udvikle samarbejdet. Selve strukturen og ideerne kan let implementeres på andre skoler/lokalområder.
Vi kan kun opfordre skolerne til at komme i gang med at få endnu mere samarbejde med det lokale erhvervsliv.
Efterspørgsel på lærlinge til erhvervsuddannelserne
Der bliver større og større efterspørgsel på lærlinge til erhvervsuddannelserne. Ved at have tæt kontakt til det lokale erhvervsliv, opnår både skole og erhvervsliv en stor gevinst. Adgangen til lærlinge bliver lettere for erhvervslivet og skolen har mulighed for at lave konkrete relevante opgaver, med udgangspunkt i virkeligheden. I dette udviklingsforløb har vi fået systematiseret samarbejdet, så begge parter ser mulighederne. Udviklingsarbejdet kan direkte overføres til andre skoler, og har været en stor gevinst for alle på Toftlund Distriktsskole.
Skolens hjemmeside; http://ds-tl.skoleporten.dk/sp